Aftenskolens historie

Bramming aftenskole har i begyndelsen haft sit udspring i Husmandsforeningens Husholdningsudvalg
Grundlaget blev lagt allerede sidst i 30`erne og først i 40`erne.

Dengang havde Husmandsforeningen ansat en husholdningskonsulent, der rejste rundt i Ribe amt og underviste landhusmødre i husholdning, syning, barnepleje, økonomi og andre ting under betegnelsen ”kvindelige sysler”.

For mange kvinder betød disse kursuseftermiddage/aftener en dygtiggørelse i det daglige.
Husholdningskonsulenten havde sit virke til op i 80`erne, men sideløbende opstod der i Bramming Husholdningsudvalg et ønske om at blive undervist i andet end de husholdningsfaglige emner, så man arrangerede et kursus i lampeskærmesyning, som blev en stor succes. Senere kom der ønsker om kursus i pudesyning, hækling, knipling og stoftryk.

Udvalget besluttede derfor i 1972, med Signe Jensen som formand, at skabe en regulær aftenskole.
Karen Thomsen blev anmodet om at blive kursusleder.

Aftenskolen fik navnet ”Bramming Husholdningsudvalgs Aftenskole”, da husholdningsudvalget var et udvalg under Bramming Husmandsforening var denne økonomisk ansvarlig for aftenskolen.

På det tidspunkt var der meget faste regler omkring en aftenskoles virke, bureaukratiet var stort. F.eks. skulle kursuslederen gennemgå et lederkursus, der kun berettigede til at oprette 5 hold – lederen skulle udfylde og indsende lønsedler inden den 20. i hver måned – der skulle foreligge en regulær undervisningsplan fra samtlige lærere, hvor der i petitesser skulle beskrives grundregler i pågældende fag – der skulle være mindst 12 på hvert hold, ellers blev holdet aflyst – man skulle altid søge en bevilling for at oprette et hold osv.
Alt dette var man nødt til at være meget striks omkring, da kommunen på det tidspunkt gav 3/4 af kursusgebyret i tilskud. Dette blev senere lovmæssigt nedsat til 2/3, på nuværende tidspunkt giver kommunen kun 1/3 i tilskud. Pensionister får 5 kr. i rabat.

Efter nogle år viste det sig, at tilslutningen til aftenskolen var meget større end forventet, så man vedtog at oprette flere hold, hvilket betød at kursuslederen måtte på administrationskursus for at udvide kursusvirksomheden.

Aftenskolens virke forløb stille og rolig gennem årene. Der blev undervist i mange forskellige emner f. eks kjolesyning, nissesyning, stoftryk og batik, blomsterbinding, keramik linedance, EDB og meget mere. Det kan nævnes at knipling har været på programmet i alle årene med den samme leder.
Der blev hvert år afholdt kursusafslutning og udstilling på Hotel Sommerlyst, hvor alle vinterens arbejder blev fremvist, ligesom der altid var underholdning af høj karat.

I 2001 skete der en lovgivningsmæssig strukturændring for alle aftenskoler, de skulle være selvstændige med egne vedtægter og bestyrelse. Denne ændring betød for Bramming Husholdningsudvalgs Aftenskole, at samarbejdet med Husmandsforeningen formelt ophørte, men det var medlemmer fra foreningen der var med til at oprette den ”nye ” aftenskole.

På den stiftende generalforsamling i marts 2001 underskrev følgende personer som ”fødselshjælpere” Ulla Ditlevsen, Gunnar Schmidt og Steen Klaaby fra Husmandsforeningen og Margit Hansen og Robert Ditlevsen som kursusdeltagere. Desuden Hanne Schmidt og Erna Christiansen.
Navnet Bramming Husholdningsudvalgs Aftenskole blev bibeholdt.
Hanne Schmidt blev formand og Erna Christiansen sekretær.
Karen Thomsen forblev kursusleder indtil 2003, hvor Jonna Jessen og Marianne Schriver i fællesskab overtog jobbet, året efter over tog Jonna Jessen jobbet alene, Jonna er forsat kursusleder.

I 2005 ønskede Hanne Schmidt at holde som formand og Ulla Ditlevsen blev valgt, Ulla er stadig formand.
Kursusleder og formand fungerer som sparringspartnere omkring aftenskolens virke, ligeledes er der et tæt samarbejde med bestyrelsen.

I 2007 vedtog man at ændre navn til ” Bramming aftenskole”
Aftenskolen har altid samarbejdet med omegnens aftenskoler mht. annoncering.
I den nye Esbjerg kommune er Bramming Aftenskole medlem af ”Samrådet for fritidsundervisning” som er et forum, hvor kommunens aftenskoler mødes og udveksler erfaringer.

Aftenskolen er ligeledes medlem af ”Dansk Oplysnings Forbund” der er en paraplyorganisation for alle landets aftenskoler og varetager disse interesser.